Tusind år med konger

Den danske kongelinje begynder, ifølge stenene, med kong Gorm den Gamle (død ca. 958) og hans dronning Thyra. Deres søn Harald Blåtand kristnede danerne og samlede Danmark og Norge under én krone. På den store runesten i Jelling lod han skrive ordene: “Kong Harald bød gøre disse kumler … og gjorde danerne kristne.” Det er den ældste bevarede signatur fra den danske stat.

Fra det øjeblik har kongeriget aldrig mistet sin krone. Gennem vikinger og korsfarere, gennem foreningen af tre skandinaviske riger i 1397, gennem det lange Oldenborg-dynasti, der besteg tronen i 1448, og dets nuværende Glücksborg-linje — kontinuiteten består, far til datter, mor til søn, ubrudt gennem hundrede og halvtreds generationer.

Det danske monarki er, efter den japanske kejserlinje, det ældste i verden. Blandt Europas regerende monarkier kan intet andet måle sig med dets længde. Den forfatningsmæssige ordning, der gælder i dag, er enkel: dronningen eller kongen regerer, men styrer ikke. Magten ligger hos det folkevalgte parlament; legitimiteten, i den lange forstand, ligger hos kronen.